Klæbemiddel:

De fleste niveauer af wolframcarbid er kobolt, og et andet klæbemiddel er nikkel. Mængden af ​​klæbemiddel er en meget vigtig faktor, der bestemmer ydeevnen for hvert niveau. Erfaringen viser, at jo lavere koboltindhold, jo hårdere materialer.

Mængde kobolt:

Erfaringen viser, at jo lavere koboltindhold, jo hårdere materialer. Når der tilsættes mere kobolt, bliver det blødere og mere modstandsdygtigt over for stød. For jo mindre kobolt der tilsættes, jo bedre er dens slidstyrke, men den er nemmere at knække, når den bliver stødt.

Størrelsen af ​​granulatet:

Størrelsen på de mikron-partikler, vi bruger, er mellem 0,2 og 0,6, hvilket er hårdere end standardpartikler med samme koboltindhold. Størrelsen af ​​mikron-partiklerne er mere ensartet, så det forbedrer styrken og karbidstyrken. Mindre partikler har bedre slidstyrke, og større partikler har bedre slagfasthed. Wolframcarbiden med ekstremt fine partikler giver meget høj hårdhed, mens ultratykke partikler er mest velegnede til ekstremt alvorlige slid- og stødanvendelser.

Den mindste horisontale brudstyrke (TRS), TRS er et indeks til måling af wolframcarbidstyrke, som stiger, når koboltindholdet stiger.

Massefylde:

Densitet bestemmes af forholdet mellem kvalitet og volumen, som normalt repræsenteres af G/CM3. Høj densitet betyder bedre slidstyrke og sejt wolframcarbid. Normalt får de længere slid og bedre poleringseffekt. Ingen af ​​koboltprocenten eller partikelstørrelsen kan ikke bestemme ydeevnen af ​​niveauet separat. Ved at ændre partikelstørrelsen og koboltprocenten kan du gøre den hårde legering hårdere.

Blandet materiale:

Wolframcarbid er meget hurtigere end værktøjsstål. Efterhånden som indholdet af klæbemiddel stiger, falder den termiske ledningsevne.

Fremstillingsteknologi:

Høj korrosionsbestandighed (wolframcarbid er et ekstremt stabilt stof, der ikke oxiderer i luften ved stuetemperatur)